Styr på økonomien – design din egen app

Alder: 13-16 år

Kender du det når du både vil have penge til din næste koncertbillet, et par nye sko og den flotte top du lige har fundet på Vinted? Det kan være svært at have råd til alt det sjove, undgå impulskøb og få sparet op til det man faktisk gerne vil have. Det løser vi ved at opfinde en app.

I dette forløb skal du lære at kode en webapp og bruge machine learning og AI til at gøre den smart.

Sammen bygger vi trin-for-trin appen fra bunden, som hjælper dig med at styre din økonomi på en sjov og konkret måde. Du kommer til at arbejde med teknologi og økonomi på samme tid og opdager, hvordan programmering kan gøre dine idéer til virkelighed.

Undervejs lærer du blandt andet at:

  • Kode i Python – helt fra start, alle kan være med
  • Udvikle software fra problem → idé → prototype
  • Bruge data, Machine Learning og AI til at løse virkelige problemer
  • Forstå digitale pengevaner: hvordan små valg i hverdagen (slik, streaming eller snacks) påvirker, hvor hurtigt du når dine opsparingsmål
  • Samarbejde som rigtige udviklere og dele opgaver undervejs

Forløbet er fyldt med hands-on opgaver, små milepæle og succesoplevelser, så du hele tiden kan se, at du rykker dig – også hvis du aldrig har kodet før.

Du møder også kvinder, der arbejder med IT, og får indblik i, hvordan det er at have et job inden for tech i virkeligheden.

Når forløbet er slut, har du:

  • bygget dit eget tech-projekt
  • lært, hvordan AI og programmering kan bruges i hverdagen
  • oplevet, at teknologi er noget, du selv kan skabe

Sted: IT-Universitetet, Rued Langgaards Vej 7, 2300 København

Dato: Uge 9 -14 

Start torsdag den 26.02.2026 (LÆG MÆRKE TIL AT ALLE ANDRE DAGE ER MANDAG)

Mandag 02.03.2026

Mandag 09.03.2026

Mandag 16.03.2026

Mandag 23.03.2026

VIGTIGT: Du er ikke forpligtet til at komme alle 5 gange, men vi håber selvfølgelig at se dig.

Tid: kl 17- 19

Forløbet er gratis, da det er sponsoreret af Sagitta Charity Foundation.


Hvem er vi

Rebekka Madsen

Rebekka har studeret International Business på CBS og Kunstig Intelligens & Data på DTU, og arbejder nu som Data Scientist hos Halfspace, hvor hun sidder med Python, AI og cloud-løsninger.

Hun har også fem års erfaring med investeringer i virksomheder og elsker at formidle komplekse ting på en måde, alle kan forstå. Når hun ikke koder eller analyserer data, drømmer hun om nye rejser – og i år går juleferien til Hawaii!

 

Emma Cathrine Liisborg Leschly

Emma har en M.Sc. i Datalogi og (næsten) en BA i Psykologi fra KU. Hun arbejder som Machine Learning Engineer hos GN Group, hvor hun bruger sine skills i Python, AI/ML-frameworks, SQL og C# – og har også erfaring med funktionel programmering i F# og Haskell.

Udover sine tekniske evner brænder Emma for undervisning, mentorarbejde og FemTech på DIKU. Hun elsker at rejser og bevæge sig. I dag bor hun mellem København og San Francisco – altid klar på nye oplevelser og udfordringer!

 

Naomi Fossaberg Konsbak

Naomi studerer Softwareudvikling på ITU og har en BA plus halv kandidat i Klinisk Biomekanik. Hun kan grundlæggende programmering i Java og har også leget med HTML, CSS og JavaScript.

Udover teknikken har Naomi masser af undervisningserfaring, som hun bruger til at gøre læring sjov og realistisk. Hun brænder for at præsentere flere kvinder og piger for de spændende muligheder i tech-verdenen.

Og sjov fakta? Naomi har deltaget i DM i vægtløftning og har endda taget snemobilkørekort!

 

Sofie Louise Madsen

Sofie har en kandidat i Software Engineering fra SDU og har siden 2021 arbejdet som Softwareudvikler og Scrum Master hos Cardlay, hvor hun arbejder både med frontend og backend. Hun mestrer Java, Kotlin, SQL, Typescript, JS, React, HTML, CSS og lidt Python.

Udover sine tekniske færdigheder har Sofie været TA på SDU i “Introduktion til Programmering” i flere år, hvor hun har hjulpet studerende med at få styr på koden.

Når hun ikke arbejder med software, elsker Sofie at rejse. Hun har bl.a. været i Barcelona, Geneve, Boston og North Carolina. Hun er også vild med sport, især cykling og crossfit, så længe hun ikke skal kaste eller gribe;)

Date

feb 26 2026 - mar 23 2026
Expired!

Time

17:00 - 19:00

Labels

Gå til Science

Location

København S

Location 2

IT Universitetet, Kbh
Rued Langgaards Vej 7, 2300 København S
Category

Organizer

High5girls Sjælland - Kontakt Maja
Email
mc@high5girls.dk
QR Code