For første gang oplevede Freya et fællesskab, hvor hun ikke følte sig forkert
Freya er 15 år og bor i Skæderød i Gribskov. Hun er nysgerrig på verden og elsker at dykke ned i komplekse emner – især atomkraft. Interessen begyndte i historietimen, da hun lærte om Tjernobyl. Det tændte en gnist, og siden har hun undersøgt, hvordan atomkraft fungerer, og hvordan nye teknologier kan gøre det mere sikkert. Fascinationen har hun delt med sin familie – men i skolen har hun ofte følt sig alene med sine interesser.
“Mine venner er søde og lytter, men de forstår det ikke helt,” fortæller hun. Hun savnede andre piger at dele interessen med – nogen, der også syntes, det var spændende at tale om energi og forskning.
Det hele ændrede sig, da Freya deltog i et skoleforløb for elever, der trængte til mere faglig udfordring.
Det gav hende mod på mere – og da hendes mor fandt High5Girls, var hun ikke i tvivl. Selvom kalenderen var fuld, meldte hun sig straks til.
“Det lød bare mega fedt,” siger hun. “Det var for spændende til at lade være.”
Og det levede op til forventningerne.
“Jeg synes, det har været et helt fantastisk forløb,” fortæller Freya. “Der er sådan en god energi – både fra rollemodellerne og de andre piger.”
For Freya var det en stor oplevelse at være et sted, hvor det var trygt at række hånden op og dele sine tanker. Noget hun ikke altid tør i skolen, hvor drengenes tilstedeværelse kan gøre det svært at tage ordet – især når man er bange for at sige noget forkert.
Det blev et frirum. Et fællesskab, hun havde savnet.
“High5Girls har helt klart været et slags safe space for mig,” siger hun. “Jeg glædede mig hele morgenen til at skulle afsted og se de andre piger – det var bare så hyggeligt.”
De har lavet en Snapchat-gruppe for at holde kontakten, og planerne om at ses igen er allerede i gang.
Det er tydeligt, at det har betydet meget for Freya at møde andre piger med samme interesser – hvor man føler sig set og forstået. Og nu drømmer hun om at give oplevelsen videre:
“Jeg vil virkelig gerne selv være rollemodel for de yngre piger. For det var så fedt at møde mine rollemodeller – jeg vil gerne give det samme til andre piger.”

