High5Girls

Mød dine rollemodeller – og bliv klogere på plastik og genanvendelse?

Hvad fik dig til at interessere dig for plastik og genanvendelse?

Maria Dahl: CMF specialist hos Nilfisk: Jeg blev interesseret i plast og genanvendelse, da jeg forstod, hvor fantastisk plast er – både i forhold til alle de måder, det kan anvendes på (fra plantekasser til flydele), hvordan det kan designes efter behov, og i særdeleshed hvor fantastisk et materiale det kan være, hvis det indgår i det cirkulære kredsløb.

Ristil Skovgaard: Global Postgraduate hos Danfoss : Jeg har altid været vild med at løse problemer – og plastik er en spændende udfordring! Det er overalt, og selvom vi ikke kan undvære det helt, kan vi blive meget bedre til at genbruge og recirkulere det. Jeg elsker at tage noget gammelt og lave det om til noget nyt i stedet for bare at smide det ud. Det er lidt ligesom at give ting en ny chance – og hvem elsker ikke en god makeover?

Hvis du var et materiale, hvilket ville du være – og hvorfor?

Maria: Jeg tror, jeg ville være et kompositmateriale! Kompositter kombinerer det bedste fra to verdener – plast og f.eks. glas eller carbonfiber – hvilket gør dem ekstremt stærke og lette på samme tid! De er alsidige og kan bruges i alt fra sportsudstyr til biler, vindmøller og fly!

Ristil: Jeg ville være memory foam – det former sig efter situationen, men hopper altid tilbage. Hvem vil ikke være lidt som en god madras?

Hvad er dit yndlingsnørdede fun fact om plastik eller materialer?

Maria: Plast kan bidrage med meget godt for miljøet, hvis man bruger det rigtigt – for eksempel i forhold til madspild. Den tynde plastfilm, der er på en agurk, kan forlænge holdbarheden med hele 14 dage!

Ristil: Vidste du, at der findes et metal (titanium-nickel-legering), der skifter form ved kropstemperatur? Det kan for eksempel bruges til medicinske implantater, der folder sig ud i kroppen, eller briller, der retter sig selv, hvis de bliver bøjet. Det er næsten som et materiale med en superkraft!

Har du nogensinde haft en “wow”-oplevelse i dit arbejde, hvor du tænkte: “Det her er for sejt!”?

Maria: Da jeg i mit gamle arbejde (hvor jeg arbejdede med genanvendelse af plast) var med i et projekt, hvor vi beviste, at man – med den rigtige proces – kunne lave meget beskidt plast fra husholdningsaffald om til plast, der kunne bruges til kosmetik- og hygiejneemballage, som har virkelig strikse kemikrav.

Ristil: Ja! Første gang jeg forstod, hvordan en termostat virker, var jeg helt blæst bagover. Det er egentlig en ret simpel mekanisme, men den gør, at vi kan holde vores hjem varme om vinteren og kølige om sommeren – helt automatisk og uden brug af elektricitet! Det føles som magi, men det er ren ingeniørkunst.