First Lego League – 06/06/2024

Link to article

Emilie Garde er en fast del af holdet, der går under navnet Gifll. Sammen med hendes vejleder Bo Andersen, der er medstifter af Begavet med Glæde, har de været med siden 2021. I år var temaet for sæsonen Masterpiece, og deres projekt førte dem hele vejen til Danmarks finalen, hvor de vandt titlen i Robotdesign.

Titlen gav dem adgang til en international turnering, men i første omgang stod et andet hold foran dem i køen til at komme til Houston. Men lykken tilsmilede dem, fortæller Emilie Garde;

“Vi havde virkelig håbet på, at vi kunne komme afsted til en af de internationale finaler, så da vi fik nys om, at et af de andre hold ikke tog af sted, så fik vi muligheden. Så vi oprettede en hjemmeside og begyndte at finde sponsorer. Det er jo ikke helt billigt at tage til USA i en uge”, fortæller Emilie Garde, der har et år tilbage i konkurrencen, før hun er blevet for gammel.

En dyr tur

Det lykkedes holdet at finde økonomisk støtte til turen, da både STARK Fonden og Novo Nordisk donerede penge til holdet, men som Emilie nævnte, så er det dyrt at tage til USA. Derfor måtte alle forældrene også selv betale for at tage med til Houston, hvor de støttede holdet.

En dyr tur

Det lykkedes holdet at finde økonomisk støtte til turen, da både STARK Fonden og Novo Nordisk donerede penge til holdet, men som Emilie nævnte, så er det dyrt at tage til USA. Derfor måtte alle forældrene også selv betale for at tage med til Houston, hvor de støttede holdet.

Og det er en stor kontrast til de andre hold, som de mødte i Houston. Her er det ikke unormalt, at et hold har 25 sponsorer, og derfor endte holdet også med en stor egenbetaling. Men det var det hele værd, fortæller både Bo Andersen og Emilie Garde.
Mens holdet arbejdede på at finde penge til turen, så videreudviklede de også deres robotprogram, for de vidste, at hvis de skulle klare sig godt, så var det nødvendigt at score flere point i konkurrencen.

“Det er muligt at score 550 point i robotdysten, og vi gik efter 390. Ud af de i alt 150 hold, så var der 11, der fik maks point”, fortæller Bo Andersen, der er vejleder, og som har arbejdet med FIRST LEGO League programmet i mere end ti år.

Houston var en stor oplevelse for holdet

Gifll klarede sig super flot til konkurrencen, hvor de blev nomineret til Innovationsprisen, og det fortæller Emilie Garde med stolthed i stemmen.
“Det var spændende at være med til konkurrencen og se de andre hold. Udover konkurrencen var det også en stor kulturel oplevelse”, uddyber Emilie Garde.
Gifll talte både med hold fra Canada, Frankrig og Alabama. Og det har givet nye venner. Det er planen, at Alabama skal besøge Gifll i efteråret, fortæller Bo Andersen og fortæller videre, at de også har fået en invitation til Frankrig. Derudover støtter holdene hinanden meget på Instagram.

En særlig gæst kom forbi Gifll

Udover konkurrencen, så havde holdet også tid til at opleve Houston. Det bød bl.a. på besøg ved den Mexicanske Golf og en tur forbi NASA.
“Vi lavede mange seje ting, men inde på rumcentret, der kunne vi røre ved et stykke af Månen og Mars”, fortæller Emilie Garde.

“Og så fik vi et særligt besøg af Andreas Mogensen, som kom hen og sagde hej til os på vores stand. Vi havde jo skrevet til ham, da han var i rummet”, fortæller hun, mens hun begynder at lede efter noget på sit værelse. Efter et øjeblik viser hun en LEGO-figur.
“Den her LEGO-mand har været i rummet, og den gav Andreas Mogensen til os”, siger hun med et kæmpe smil.

Andreas Mogensen besøgte holdet i et par timer, og imens forsøgte Emilie Garde selvfølgelig at rekruttere hans børn til holdet.
“Det ville nemlig være lidt sejt”, siger hun begejstret. Og det er ikke første gang, at holdet har rekrutteret nye holdmedlemmer til konkurrencerne. Til Danmarks finalen forsøgte de at rekruttere to piger fra Gentofte over på holdet, da de alligevel ikke har mulighed for at fortsætte i skole regi.

Men hvorvidt det lykkes at få Andreas Mogensens børn med, det må tiden vise.

Gifll er klar til den nye sæson

Efter holdet er kommet hjem fra Houston, er de så småt gået i gang med det nye tema.

“SUBMERGED kommer til september, og vi ved, at det handler om hav, så vi prøver at lave nogle temaer indenfor emnet. Eksempelvis på mandag, hvor vi skal til et foredrag om kystsikring og vandstande, et foredrag for voksne, men hvor vi tager med, så vi får vores hjerner til at tænke på vand”, fortæller Bo Andersen.
Holdet er meget begejstret for alle dele ved FIRST LEGO League, fordi det er et fantastisk STEM tilbud til børn og unge, men særligt Innovationsprojektet er Gifll vilde med at dykke ned i, og det er også derfor de allerede nu skal begynde at tænke over temaet, forklarer Bo Andersen.
“Vi skal indstille vores hjerne på hav og vand og begynde at tænke over, hvordan vi kan udforme vores projekt, så vi er klar til august, når banerne kommer, og vi ved lidt mere”, uddyber han.

Fremtiden efter FIRST LEGO League.
Emilie Garde har en enkelt sæson tilbage i FIRST LEGO League, og det er hun lidt nostalgisk omkring, fordi hun har været med så længe, men det skal forhåbentlig ikke være helt slut med FIRST LEGO League, fordi hun kan blive frivillig i programmet efterfølgende.

“Det har været en stor del af mit liv, og det har givet mig mange gode oplevelser, som jeg ikke ville have fået ellers”, fortæller hun og fortsætter; “Jeg kunne rigtig godt tænke mig at blive vejleder en dag”.

Og selvom den sidste sæson snart går i gang, så tager Emilie Garde en masse med sig fra FIRST LEGO League. I kraft af programmets kerneværdier, så nævner hun, at hun er blevet særlig god til planlægning, at overholde deadlines og gruppearbejde, og det bruger hun bl.a. i skolen.
“FIRST LEGO League tilbyder noget unikt til børn og unge, som kun nogle få andre også tilbyder børn i Danmark”, udtrykker Bo Andersen.

STEM tilbud er vigtige for fremtiden
“Det er vigtigt, at vi har tilbud som FIRST LEGO League, High5Girls og Coding Pirates, fordi vi skaber nysgerrighed hos børnene indenfor STEM”, understreger Bo Andersen.

I Gifll består holdet af lige mange piger og drenge, og sådan har det altid været.

“Det var en super god beslutning, at holdet skulle bygges sådan op i sin tid”, forklarer Bo Andersen og uddyber;
“Det skaber en god hold dynamik, men der ligger også en større samfundsopgave foran os, fordi normen er, at STEM fag er for drenge og ikke piger. Det er super komplekst, men drengene skal se, at pigerne godt kan, og pigerne skal have mulighederne for at udvikle deres interesser indenfor STEM, uden de bliver trykket af drengene”, forklarer Bo Andersen.
Når Gifll aktivt vælger, at der skal være lige fordeling af kønnene, så er det ikke kun, fordi det skaber gode dynamikker på holdet, men også fordi det er vigtigt, hvis vi fremadrettet skal skabe mere ligestilling mellem kønnene.

Category: