Et fællesskab man mærker på gangene

Mange projekter kan dokumentere øget viden. Mange kan dokumentere inspiration.
Men det er noget helt særligt, når unge mennesker beskriver, at et initiativ har skabt et fællesskab, der er blevet synligt i hverdagen.
Et fællesskab, man ikke kun møder til arrangementer.
Et fællesskab, der lever videre bagefter.

Da vi spurgte en gruppe HTX-piger, hvad High5Girls har betydet for dem, var det ikke STEM, de talte mest om. Det var fællesskabet.

Den måske mest rammende beskrivelse af alle lød:
“Der er da helt klart et subconscious fællesskab. Noget man mærker på gangene.”

Netop den sætning er blevet hængende hos os.
Som et symbol på forankringen af vores Power to HTX-projekt.

Når man ikke længere står alene
På mange HTX-uddannelser er pigerne i mindretal. Flere af de interviewede elever fortæller, at en af grundene til, at de oprindeligt meldte sig til High5Girls, var ønsket om at lære andre piger på skolen at kende.

Gennem projektet har de mødt andre unge kvinder med samme interesser, nysgerrighed og ambitioner. Piger, de måske aldrig ellers ville have lært at kende.

Det giver en oplevelse af at høre til.

At vide, at der er andre som én.
At hilse på nogen på gangen.
At have et fællesskab, man er en del af.

Talent er ligeligt fordelt. Men det er oplevelsen af at høre til ikke.
Interviewene viser naturligvis også, at pigerne har fået større indsigt i STEM-uddannelser og karrieremuligheder, er blevet mere afklarede omkring deres egne interesser og fremtidsplaner og har mødt kvindelige rollemodeller, som har gjort STEM mere konkret og realistisk.

Men fællesskabet fylder meget i fortællingerne.

Det bekræfter os endnu engang i, at tilknytning til STEM ikke kun handler om faglig interesse.

Når man oplever, at man hører til socialt, bliver det også lettere at forestille sig, at man hører til fagligt. Netop den sammenhæng ser vi tydeligt blandt pigerne: “Jeg føler mig anerkendt som en person, der passer i STEM.”

Den oplevelse opstår sjældent af sig selv.
Den opstår, når unge kvinder møder rollemodeller, der viser, at der findes mange måder at være kvinde i STEM på.
Den opstår, når de får mulighed for at spejle sig i andre, der går samme vej som dem.
Og den opstår, når de møder fællesskaber, hvor deres interesser bliver taget alvorligt.

Når et fællesskab bliver så stærkt, at pigerne selv beskriver det som noget, man kan mærke på gangene, så ved vi, at der er sket mere end inspiration.

Det er et tegn på noget større.
Et tegn på kulturforandring.

Derfor fortsætter vi.

15 piger byggede robotter for første gang på Dokk1

Da workshoppen begyndte, havde de fleste af pigerne aldrig bygget en robot før.
Blot 2,5 time senere stod de foran deres forældre og viste stolt robotter frem, som de selv havde bygget og programmeret.
Det var virkeligheden, da 15 piger i alderen 9-12 år deltog i High5Girls’ robotworkshop på Dokk1 i Aarhus.

Hvorfor bygger vi robotter?
Dagen begyndte med et simpelt spørgsmål: Hvorfor bygger vi egentlig robotter?
Pigerne havde hurtigt svarene klar. Robotter kunne tage sig af støvsugning, græsslåning og andre kedelige opgaver. Og hvis de selv måtte bestemme, skulle fremtidens robotter rydde op på værelset, sortere legetøj og samle skrald op.
Det satte scenen for en dag, hvor pigerne selv skulle opleve, hvordan idéer kan blive til virkelighed.

Inspiration, man kan spejle sig i
Workshoppen blev ledet af High5Girls’ junior-rollemodel Victoria. Selvom hun selv kun er (indsæt alder), er hun allerede holdkaptajn for High5Girls’ FIRST LEGO League-hold. Med flere års erfaring inden for robotter og programmering inspirerer hun i dag andre piger til at udforske teknologi.

Dagen begyndte lidt mere hektisk end planlagt, da Victoria blev forsinket undervejs. Mens vi ventede, gik vi en tur rundt på Dokk1, hvor Jane Knuze (indsæt funktion) viste bibliotekets vandingsrobot frem. Pigerne stillede masser af spørgsmål og var tydeligt fascinerede af, hvordan robotter allerede bruges i hverdagen.

Da Victoria ankom, stod både nye og erfarne rollemodeller klar. Sammen med Mie Skovmand (indsæt funktion) og Kamilla (indsæt funktion), der deltog ved sit allerførste High5Girls-event, fik teamet hurtigt workshoppen i gang.
Det blev samtidig en påmindelse om noget af det, der kendetegner High5Girls. Når planer ændrer sig, løfter vi opgaven sammen.

Den første robot kører
Efter en kort introduktion arbejdede pigerne sammen to og to om at bygge en robot, der kunne køre. Der var stor forskel på erfaring – både med programmering og LEGO Technic – men alle hjalp hinanden, stillede spørgsmål og blev ved, indtil det lykkedes.

Der blev jublet, da de første robotter kørte fremad.

Herefter byggede pigerne videre med sensorer, der kunne måle afstand, og programmerede nye funktioner. Victoria havde udviklet software, som gjorde det muligt for alle grupper at få deres robot til at løse en rigtig opgave – også inden for workshopens 2,5 timer. Det gav pigerne oplevelsen af at komme hele vejen fra idé til et fungerende resultat.

Klokken 15 kom forældrene tilbage, og hver gruppe viste stolt deres robot frem. Alle præsentationer blev afsluttet med store klapsalver.

Hun fortalte om oplevelsen hele vejen hjem
En af fædrene satte efterfølgende ord på oplevelsen:

“Jeg tog min datter med til en High5Girls-workshop i Aarhus uden helt at vide, hvad vi kunne forvente. Men hendes begejstring bagefter – og måden hun fortalte om oplevelsen på hele vejen hjem – sagde alt.
Under workshoppen blev pigerne mødt i øjenhøjde. Alle fik mulighed for at komme til orde, blive hørt og deltage aktivt. Det var tydeligt, at der var tænkt over både læring, fællesskab og det vigtigste af alt: at de skulle have det sjovt.

Min datter lærte en masse om programmering og logisk tænkning, uden at det føltes som undervisning. Hun var optaget af robotterne, samarbejdet og de spændende udfordringer – og først bagefter gik det op for mig, hvor meget hun faktisk havde lært.
Jeg tror, at netop sådanne oplevelser kan få stor betydning. Minderne om et trygt fællesskab, glæden ved teknologi og mødet med kvinder, hun kan spejle sig i, kan være med til at forme hendes interesser og de valg, hun træffer om uddannelse og fremtid.”

Det er netop den oplevelse, High5Girls ønsker at skabe. Ikke bare at lære piger om teknologi, men at give dem mod på at prøve, eksperimentere og opdage, at de godt kan.

På bare 2,5 time gik de fleste af pigerne fra aldrig at have bygget en robot til at stå med en fungerende robot, de stolt kunne vise frem for deres familier. Det viser, hvor meget der kan ske, når nysgerrighed, rollemodeller og fællesskab går hånd i hånd.

Vi er klar til flere piger i Aarhus
En stor tak til Victoria, Mie, Kamilla, Jane og Dokk1 for at gøre dagen mulig – og selvfølgelig til de 15 seje piger, der kastede sig ud i noget helt nyt.

Nu tager vi næste skridt og kontakter de skoler, pigerne kommer fra, for at undersøge mulighederne for at bringe endnu flere High5Girls-forløb ud til endnu flere piger.


Vi er klar i Aarhus.

Det starter ikke hos pigerne – det starter hos læreren 

Jeg tænker over det, hver gang vi sender en invitation ud til et arrangement i skoletiden.  

For jeg ved godt, hvad der ligger bag en tilmelding hertil. 

Her er det nemlig ikke pigerne selv, der tilmelder sig. Som vi ellers er vant til. 

Det er en lærer, der læser invitationen midt i en travl hverdag. 
En lærer, der skal overveje, om det er muligt at få det til at gå op i et skema. 
En lærer, der skal samle pigerne – måske endda fra forskellige klasser og studieretninger. 

Og en lærer, der – helt bevidst – vælger at sige: Det her er vigtigt nok til, at vi gør det. 

Og det er det valg, alting starter med. 

Det kræver mere, end man lige tror 

Udefra kan det måske ligne en nem beslutning, når man inviteres ud i virkeligheden: tilmeld en klasse, tag afsted, gennemfør dagen. 

Men i dette tilfælde kan lærerne ikke bare tage en klasse under armen og hoppe ind i en bus. 

For hos High5Girls er det kun pigerne, der er inviteret.  

Og dermed kræver det endnu mere. 

Det kræver planlægning. 
Koordinering. 
Opbakning. 
Og ofte også, at undervisningen skal omstruktureres. 

Det er en ekstra opgave. Et ekstra ansvar. 

Og netop derfor betyder det så meget, når lærere gør det alligevel. 

De er ikke bare med – de er forudsætningen 

Når vi ser 30+ piger til et heldagsarrangement på en højhellig hverdag, er det resultatet af lærere, der har valgt at åbne en dør. For pigernes oplevelse – og udbytte – hænger tæt sammen med, at nogen har givet dem muligheden for at være der. 

Og det er måske netop det, der ikke altid bliver sagt højt nok: 

At lærere i virkeligheden er gatekeepere til mulighederne. 

De er med til at forme, hvad unge ser som relevant. 
Hvad de bliver nysgerrige på. 
Og hvad de overhovedet opdager findes. 

Det, vi ofte hører fra pigerne efterfølgende, handler ikke om ét specifikt fag eller én bestemt karriere. 

Det handler om noget andet: 

At de har fået øje på noget, de ikke vidste fandtes. 
At de har fået sat billeder på, hvad STEM også kan være. 
At de har fået flere perspektiver på deres fremtid. 

Men det sker kun, fordi nogen har valgt at give dem den oplevelse. 

“Jeg ville ønske, at jeg som ung selv havde fået muligheden for at opleve alt det, STEM kan byde på. Jeg er stadig helt blæst bagover af oplevelsen og mulighederne, som de unge mennesker har. Jeg er helt vild med konceptet, hvor piger kan prøve det af i trygge fællesskaber.” fortæller Maiken Gøte, der er naturfagslærer på Aars Skole.  

Det er High5Girls’ mål, at alle piger oplever STEM-verden og alle de muligheder, den fører med sig. I samarbejde med lærerne kan vi rykke rigtig meget på denne dagsorden. 

Det gør en stor forskel 

Vi ved godt, at det kan føles som “én ting mere”, når man som lærer vælger at engagere sig i tilbud som High5Girls. Men det giver meget med sig. 

Det er en investering i at udvide elevernes horisont. 

I at vise dem flere veje. 
Og i at give dem muligheden for at opdage interesser, de måske ikke selv havde opsøgt. 

Når vi står med fuldt bookede arrangementer og engagerede piger, så er det let at fokusere på oplevelsen på selve dagen. 

Men sandheden er, at dagen starter længe før. 

Den starter hos en lærer. 

Hos en, der åbner døren. 

Det er her, I er med til at plante et frø, der kan spire hos selv de piger, der ikke overhovedet anser STEM som en fremtidsmulighed for dem.  

Og derfor fortjener I også at blive sagt tak til. Højt. 

Her fandt Freya andre piger, der forstod hendes begejstring for atomkraft

Da interessen for atomkraft voksede, opdagede Freya, hvor meget det betyder at møde andre, der deler ens nysgerrighed. 


Et fællesskab, hun havde savnet 

Da 15-årige Freya deltog i High5Girls, fandt hun noget, hun længe havde savnet: andre piger, der delte hendes interesse for STEM. 

Her var det ikke mærkeligt at være fascineret af atomkraft, teknologi eller forskning. 

Tværtimod. 

“Jeg synes, det har været et helt fantastisk forløb,” fortæller hun. “Der er sådan en god energi – både fra rollemodellerne og de andre piger.” 

For Freya blev High5Girls mere end et gå-til-STEM-forløb. 

Det blev et fællesskab. 

 
Da interessen voksede 

Freya er 15 år og bor i Skæderød i Gribskov. 

Hun elsker at blive klogere på verden omkring sig – især når det handler om de store spørgsmål. 

Interessen for atomkraft begyndte i historietimen, da klassen lærte om Tjernobyl. Siden har hun fordybet sig i alt fra kernekraftværker til nye teknologier, der kan gøre energiproduktion både mere sikker og bæredygtig. 

Hjemme deler hun gerne sine tanker og opdagelser med familien, og hendes nysgerrighed har aldrig været til at tage fejl af. 

Men hun savnede andre på sin egen alder, som syntes, det var lige så spændende at interessere sig for energi, forskning og teknologi. 

“Mine venner er søde og lytter,” fortæller hun. “Men de forstår det ikke helt.” 


Da hun fandt ligesindede 

Da Freya deltog i et skoleforløb for elever, der havde brug for ekstra faglige udfordringer, opdagede hun, hvor meget det betyder at være omgivet af andre, der deler ens interesser. 

Det gav hende lyst til mere. 

Så da hendes mor fandt High5Girls, var hun ikke i tvivl. 

“Det lød bare mega fedt,” fortæller hun. “Det var for spændende til at lade være.” 

Og allerede fra første møde kunne hun mærke forskellen. 

Her var piger, som stillede spørgsmål. 

Piger, der var nysgerrige. 

Piger, der syntes, det var spændende at lære nyt. 

“Det var bare virkelig hyggeligt at være sammen med de andre piger,” fortæller Freya. 

For hende blev det hurtigt naturligt at dele sine tanker og række hånden op. Ikke fordi hun havde ændret sig, men fordi rammerne gjorde det lettere at være sig selv. 

Mere end faglig viden 

Det stærkeste, Freya tager med sig fra High5Girls, er ikke kun den faglige viden. 

Det er relationerne. 

Følelsen af at høre til. 

“High5Girls har helt klart været et slags safe space for mig,” fortæller hun. “Jeg glædede mig hele morgenen til at skulle afsted og se de andre piger.” 

Fællesskabet sluttede heller ikke, da forløbet gjorde. 

Pigerne har oprettet en Snapchat-gruppe, holder kontakten og planlægger allerede at ses igen. 

Med lanceringen af Connect får piger som Freya fremover også et digitalt fællesskab i High5Girls. Her kan de møde andre piger med samme interesser, dele oplevelser og holde kontakten mellem camps, aktiviteter og forløb. 

Nu vil hun give det videre 

For Freya har oplevelsen vist, hvor stor en forskel det gør at møde andre piger, der deler ens interesser. 

Og måske er det netop derfor, hun allerede drømmer om at give oplevelsen videre. 

“Jeg vil virkelig gerne selv være rollemodel for de yngre piger,” siger hun. “For det var så fedt at møde mine rollemodeller – jeg vil gerne give det samme til andre piger.” 

For Freya begyndte rejsen med en fascination af atomkraft og et ønske om at lære mere. 

I dag handler den også om noget andet. 

Om at møde mennesker, der forstår hendes begejstring. 

Og om selv en dag at blive den rollemodel, som gjorde en forskel for hende. 

Han lærte ikke Victoria at bygge robotter – han lærte hende at tro på sin nysgerrighed

Da Victoria begyndte at interessere sig for robotter og teknologi, mødte hun ikke krav eller forventninger. Hun mødte en far, der tog hendes interesse alvorligt og gav plads til, at den kunne vokse. 


Da nysgerrigheden begyndte 

Når piger vælger STEM til, sker det sjældent alene. 

Bag interessen står ofte voksne, der har gjort det trygt at være nysgerrig, stille spørgsmål og fylde i et felt, hvor piger stadig er i mindretal. 

For Victoria blev den person hendes far, Lars. 

Han lærte hende ikke nødvendigvis at bygge robotter. 

Han lærte hende, at hendes interesse var værd at tage alvorligt. 

“Det var hendes motivation,” fortæller han. “Der var ikke noget pres. Hun meldte sig selv på banen.” 

Og det blev starten på en rejse, der senere førte til internationale konkurrencer og verdensfinaler. 

Da Victoria var omkring fem-seks år gammel, begyndte hun at interessere sig for de robotter og teknologiprojekter, der fyldte omkring hende. 

Robotterne var egentlig udviklet til langt ældre børn, men det lod hun sig ikke stoppe af. 

“Hun satte sig ned med det samme og legede med de her ting,” husker Lars. “Der var et stort potentiale og en stor interesse.” 

For ham var det afgørende ikke at presse interessen frem. 

Tværtimod. 

Han sammenligner det med enhver anden fritidsinteresse. 

“Hvis hun havde været interesseret i håndbold eller svømning, havde vi støttet hende på samme måde. Det kom indefra hende selv.” 

I stedet for at spørge, hvad interessen kunne føre til, valgte familien at være nysgerrige på den sammen med hende. 


Fra tilskuer til medspiller 

Gennem årene blev Lars mere end bare en tilskuer til Victorias interesse. 

Han hjalp med at finde aktiviteter, blev vejleder på robotforløb og skabte sammen med andre de fællesskaber, som han selv savnede for børn med interesse for teknologi. 

Da der ikke fandtes de tilbud, han mente børnene havde brug for, forsøgte han at skabe dem selv. 

“Skolen tilbød ikke rigtig noget. Så begyndte vi at lede efter andre muligheder.” 

Det førte til robotkonkurrencer, fællesskaber og senere internationale oplevelser. 

Men undervejs lagde Lars mærke til noget andet end teknologien. 

Han blev optaget af betydningen af fællesskab. 

Særligt når Victoria deltog på pigehold. 

“Pigerne giver plads til hinandens kompetencer,” fortæller han. “De er gode til at få øje på, når en anden har en god idé.” 

For Lars handler det ikke om, at piger og drenge er ens eller forskellige på alle områder. Men han oplevede, at nogle piger fandt en særlig tryghed i fællesskaber, hvor de kunne udfolde deres interesse uden at skulle kæmpe om pladsen. 

Det gjorde indtryk. 

For det viste ham, at STEM ikke kun handler om teknologi. 

Det handler også om at høre til. 


Mere end robotter og konkurrencer 

Når Lars ser tilbage, er det ikke verdensfinalerne, han fremhæver først. 

Det er nysgerrigheden. 

Fællesskaberne. 

Og de mange timer, hvor læring føltes som leg. 

“Vi gik jo ikke ind i det her for at blive nummer ét i verden,” siger han. “Vi gik ind i det for at have det sjovt sammen.” 

For ham er det netop her, noget vigtigt opstår. 

Når børn får lov til at forfølge det, de er nysgerrige på. 

Når læring ikke føles som noget, man skal. 

Men som noget, man har lyst til. 


Et råd til andre fædre 

Det er også hans vigtigste råd til andre fædre. 

  • Man behøver ikke være ekspert. 
  • Man behøver ikke kunne programmere eller bygge robotter. 
  • Man behøver ikke have en plan. 

“Det handler om at finde det, man synes er sjovt. Når motivationen kommer indefra, så vokser det af sig selv.” 

Hans opfordring er enkel: 

Lyt. 

Spørg. 

Vis interesse. 

Og tag nysgerrigheden alvorligt. 

For støtte handler ikke nødvendigvis om at have svarene. 

Nogle gange handler den om at være den person, der siger: 

“Det lyder spændende. Skal vi udforske det sammen?” 

Og måske er det netop her, fædre kan gøre en særlig forskel. 

Ved at gøre STEM til noget naturligt. 

Noget trygt. 

Noget, piger også føler, at de har plads til. 

For da Victoria første gang satte sig ved robotterne som lille pige, vidste ingen, hvor rejsen ville ende. 

Ikke engang hende selv. 

Men én ting gjorde en forskel fra begyndelsen: 

Hun havde en far, der tog hendes nysgerrighed alvorligt. 

Og nogle gange er det netop dér, store drømme begynder. 

“Vi gik ikke ind i det for at blive nummer ét i verden. Vi gik ind i det for at have det sjovt sammen.” – Lars 

To piger besluttede at skabe det, de selv manglede

Ada og Cecilie var egentlig bare kommet til High5Girls Summit som deltagere.

Men midt mellem workshops, grin og snakke om STEM opstod der en idé:

Hvad nu hvis de selv lavede noget for yngre piger? Noget, de selv ville have elsket at være en del af, da de var mindre.

Sådan startede STEMspirerne.

Et sted, hvor man passer ind
I dag holder de workshops for piger mellem 7 og 12 år, hvor STEM handler mindst lige så meget om leg, kreativitet og fællesskab som om teknologi og naturvidenskab.

“Vi kunne selv mærke, hvor meget sværere det blev at turde nye ting, jo ældre vi blev,” fortæller Ada. “Især hvis man følte sig lidt alene med sine interesser.”

For både Ada og Cecilie handlede det aldrig om, at STEM ikke var spændende. Det handlede mere om, at de manglede et sted, hvor de følte, de passede ind.

“Mange af de ting, man kunne gå til, føltes meget lavet til drenge,” fortæller Ada. “Det handlede tit om computerspil og programmering på en måde, jeg ikke rigtig kunne spejle mig i.”

Cecilie tror egentlig, mange piger godt kunne få interessen for STEM — hvis bare de fik lov til at prøve det af på deres egen måde.

“Man ved jo ikke, om man synes noget er spændende, før man prøver det,” siger hun. “Og det skal føles trygt at prøve sig frem.”

Det er præcis dét, de prøver at skabe med STEMspirerne.

Frugtklaverer og piger, der ikke vil hjem
På workshopsene bygger pigerne, tester idéer og finder på sammen. Et af de største hits har været deres frugtklaver, hvor frugt bliver forvandlet til instrumenter ved hjælp af teknologi.

“Der var en pige, som deltog i begge workshops — selvom vi lavede det samme begge gange,” griner Ada. “Hun syntes bare, det var så sjovt, at hun ville prøve igen.”

Cecilie husker især, da pigerne begyndte at lave små koncerter med frugterne.

“De gik bare helt ind i det. Og det er virkelig fedt at se, når de begynder at bygge videre på idéerne selv.”

Fra deltager til rollemodel
For ikke så længe siden var Ada og Cecilie selv pigerne på campsene. Nu står de pludselig selv og holder workshops og hjælper andre piger med at turde kaste sig ud i noget nyt.

“Det er ret sjovt at være blevet en af dem, man selv så op til,” fortæller Cecilie.

Og de har opdaget, at man ikke behøver være ekspert for at gøre en forskel.

“Vi lærer stadig selv hele tiden,” siger Ada. “Men nogle gange handler det faktisk bare om at turde prøve noget af og tage andre med i det.”

Det er også dét, pigerne tager med hjem fra workshopsene.

Ikke kun det, de har bygget eller prøvet. Men følelsen af, at STEM også kan være et sted, hvor de hører til.

Hvis STEMspirerne skulle beskrives med tre ord?
Ada og Cecilie er ikke i tvivl:

Modige — fordi det kræver mod at prøve noget nyt.
Nysgerrige — fordi STEM starter med spørgsmål.
Kreative — fordi pigerne hele tiden finder på idéer, man ikke selv havde tænkt på.

Og fællesskabet?

Det er egentlig det, det hele handler om.

“Det føles bare virkelig rart at være et sted, hvor man ikke skal forklare, hvorfor man synes sådan noget her er spændende,” siger Cecilie. “Det håber vi, flere piger får lov til at opleve.”

Bidragsydere

Maja Vesterby Chabert – Indholdsproducent

Arbejder for at flere piger føler: “det her er også for mig”

mc@high5girls.dk

Fejl er ikke farlige – de er fundamentet for at blive bedre 

“You can’t be afraid of making errors – that is what makes us better developers.” Den sætning faldt, da Karita fra Umbraco underviste os i deres CMS-system under vores besøg på deres HQ i Odense.  

Stemningen i rummet ændrede sig med det samme. For der stod en erfaren udvikler og sagde det højt, vi prøver at lære pigerne hver eneste gang, vi er sammen med dem: Fejl er ikke et tegn på, at du ikke kan finde ud af det. Fejl er et tegn på, at du er i gang med at lære. 

Hos Umbraco var der fuld power, grin og fordybelse, da vi kastede os ud i at bygge en hjemmeside i deres system. Og ja… der var fejl. Mange fejl. Hundredvis af fejl. Men i stedet for at gemme dem væk, blev de en del af læringen. En del af processen. En del af det at være udvikler. 

For som Karita sagde: “Det er fejlene, der gør dig bedre.” 

Det er præcis det mindset, vi arbejder med i High5Girls. 

Perfektionismen bliver en stopklods 

Men der er også en anden virkelighed, som mange piger – og kvinder – bærer rundt på. En kultur, hvor man helst skal gøre alting rigtigt hele tiden. Hvor man skal være dygtig, sød, struktureret, social, engageret, kreativ, velpræsterende… og helst uden at lave fejl undervejs. 

Ifølge Girltalk, der besøgte et af vores events med HTX-pigerne, fortæller mange piger, at de føler, de skal leve op til et ideal om at være “den perfekte udgave af sig selv” i alle sammenhænge. Og det er ikke noget, der forsvinder med alderen. Mange voksne kvinder kan stadig mærke det samme pres: 

At man helst kun viser noget frem, når det er helt færdigt. 

At man holder igen med idéer, fordi de ikke er “gode nok endnu”. 

At man først tør sige noget højt, når man er sikker på, at det lander perfekt. 

Når man oplever, at fejl bliver opfattet som noget, der afslører ens utilstrækkelighed, så lærer man hurtigt at skjule dem og undlade at spørge om hjælp. Eller helt undgå situationer, hvor de kan opstå. På den måde bliver mange idéer, drømme og spirende talenter bremset, før de overhovedet får lov at folde sig ud. 

Det er præcis derfor, det betyder noget, når en rollemodel siger: “Fejl gør dig bedre.” 

Det er et lille, men vigtigt oprør mod en perfekthedskultur, der ellers fylder meget i pigers liv. 

I High5Girls arbejder vi med mod – ikke perfektion 

Når pigerne er på workshop, camp eller forløb hos High5Girls, er vores vigtigste budskab ikke, at de skal gøre det perfekt. Det er ikke engang, at de skal gøre det rigtigt. 

Det er, at de skal turde prøve. 

Turde være nysgerrige. 

Turde eksperimentere. 

Turde lave noget, der måske ikke virker første gang. 

Turde grine af en fejl og prøve igen. 

For hvis man aldrig bliver udfordret, bliver man heller aldrig bedre. Og hvis man aldrig laver fejl, så har man sandsynligvis heller ikke rykket sig. 

Det gælder uanset, om man er en 15‑årig pige, der prøver kræfter med programmering for første gang, eller en erfaren udvikler, der har set sin log eksplodere med hundrede- eller tusindevis fejl. Fejl er ikke noget, man vokser fra. Fejl er noget, man vokser med. 

Den vigtigste læring, vi kan give pigerne er, at mod ikke handler om at være perfekt. 

Det handler om at blive ved. 
 

Bidragsydere

Katrine Ea Faber Hartig – Project Manager, Odense

Jeg arbejder for at åbne STEM‑verdenen for flere piger ved at skabe inkluderende fællesskaber, stærke rollemodeller og oplevelser, hvor mod og nysgerrighed får plads.

kh@high5girls.dk

”Hvorfor er det her egentlig kun for piger?”

Jeg kan huske, at jeg smilede lidt. Måske klappede jeg endda også lidt ivrigt i hænderne. For det er faktisk et spørgsmål, jeg er glad for – og et, vi i High5Girls ikke prøver at glide udenom.

Da jeg havde +30 gymnasiepiger med på besøg hos Energinet i Fredericia, var det for langt de fleste deres allerførste High5Girls-arrangement. De kom med forventninger, nervøsitet, nysgerrighed – og for mange også med den klassiske følelse af ikke helt at have styr på fremtiden. Endnu.

Spørgsmålet blev ikke stillet som provokerende. Eller kritisk. Bare oprigtigt nysgerrigt.

Så… hvorfor er det egentlig kun for piger?

Mit svar – både til pigerne den dag og til mig selv bagefter – er ret enkelt:
Fordi det gør noget ved rummet.

Og det mærkede man tydeligt i løbet af dagen.

Stemningen var rolig og fokuseret. Spørgsmålene kom hurtigt. Der blev grinet, nikket genkendende og stillet de der spørgsmål, som ofte bliver gemt lidt væk i større, blandede sammenhænge.

Efterfølgende siger 92 % af pigerne, at det gjorde en positiv forskel, at arrangementet kun var for piger.

Ikke fordi drenge er et problem.
Men fordi tryghed ikke er ligegyldig.

“Man slapper mere af.”
“Der var plads til at være sig selv.”
“Det var nemmere at spørge.”

Og helt ærligt – det er præcis derfor, vi gør det. Når vi laver arrangementer kun for piger, handler det ikke om at pakke dem ind. Det handler om at pakke presset lidt væk.

Det handlede ikke om at vælge rigtigt
Noget af det, der gør størst indtryk på mig, når jeg læser evalueringerne, er hvad pigerne ikke skrev.

De skrev ikke:
“Nu ved jeg præcis, hvad jeg vil være.”

I stedet skrev de ting som:

  • at det er okay ikke at vide det hele endnu – og at de ikke er ene om det
  • at én uddannelse kan føre til mange jobs
  • at man godt må være i tvivl, også selvom man er god til sit fag

“Jeg har lært, at det er okay ikke at vælge det rigtige med det samme.”
“Der er mange muligheder inden for det naturfaglige.”
“Man skal ikke sætte begrænsninger for sig selv.”

Og jeg elsker det.

For hvis der er én ting, jeg virkelig gerne vil have, at piger tager med sig, så er det ikke et færdigt svar – men en ro i forhold til ikke at have det.

STEM blev pludselig meget mere menneskeligt
Hos Energinet arbejdede pigerne med rigtige energidata, prøvede kræfter med Power BI, spillede Energiens rejse og fik indblik i, hvordan vores energisystem hænger sammen.

Men det var tydeligt, at noget af det, der satte sig dybest, var mødet med menneskerne.

Kvinder, der fortalte om deres vej – også når den havde været snoet. Om at være kvinde i et mandsdomineret felt. Om tvivl, om skift og om at finde sin plads. Ikke som perfekte forbilleder, men som ægte mennesker.

Jeg tror, det gjorde en STEM-karriere mindre fjern.
Og fremtiden lidt mindre skræmmende.

Det vigtigste pigerne gik hjem med
Der er en ting, der står meget klart for mig. Pigerne gik ikke hjem med en plan: De gik hjem med perspektiv.

Med følelsen af fællesskab.
Med følelsen af ikke at være den eneste, der er i tvivl om fremtiden.
Og med viden om, at der faktisk er mange veje ind i og gennem STEM.

Og måske er det netop derfor, spørgsmålet “Hvorfor er det her kun for piger?” er så vigtigt.

For svaret ligger ikke i en politisk holdning eller et princip. Det ligger i oplevelsen af et rum, hvor skuldrene falder ned, og nysgerrigheden får lov til at fylde lidt mere end præstationen.

Nogle gange er det vigtigste, vi kan give unge kvinder i STEM, ikke et klart mål. Men modet til at stå i dét, de ikke ved endnu – og føle sig helt okay med det.

Bidragsydere

Katrine Ea Faber Hartig – Project Manager, Odense

Jeg arbejder for at åbne STEM‑verdenen for flere piger ved at skabe inkluderende fællesskaber, stærke rollemodeller og oplevelser, hvor mod og nysgerrighed får plads.

kh@high5girls.dk

Piger opdager deres muligheder med High5Girls

Når man står midt i en gruppe piger, der er nysgerrige, lidt nervøse og dog helt åbne for at opleve noget nyt, kan man næsten mærke, hvordan deres forestillinger om fremtiden begynder at flytte sig. Det er dér, magien sker. Ikke i klasselokalet. Ikke i en brochure. Men i mødet med virkeligheden. 
 
Eksempelvis da vi havde mere end 30 piger med på besøg hos Trackunit og Aalborg Universitet. 
 
Pigerne opdager nye veje – og nye sider af sig selv 
 
Evalueringen fra dagen fortæller en tydelig historie: 
Pigerne går hjem med en følelse af, at verden er større, end de troede. 
 
De skriver, at de: 
 
• fik ny inspiration til uddannelser og fremtidige muligheder 
• opdagede, at der findes mange veje ind i STEM 
• mødte rollemodeller, de kunne spejle sig i 
• så muligheder, de ikke vidste fandtes 
 
En af pigerne formulerer det så fint: 
“I should look up more educations and not stick with only one.” 
 
Det er præcis det, vi ønsker: at åbne horisonter, ikke snævre dem ind. 
 
Rollemodellerne gør indtryk 
 
Noget af det, pigerne fremhæver allermest, er mødet med kvinder, der arbejder eller studerer i STEM. 
Kvinder, der fortæller ærligt om deres vej – også når den ikke er lige. 
 
Helena, der arbejder hos Trackunit, siger: 
“Jeg følte, at alle havde en plan – bare ikke mig.” 
 
Den sætning rammer noget. 
For mange af dem går rundt med præcis den samme følelse. 
 
Når de hører, at man godt kan ende det rigtige sted uden at have haft en perfekt plan fra starten, sker der noget vigtigt: 
De giver sig selv lov til at være nysgerrige. 
Til at prøve ting af. 
Til at finde deres vej i deres eget tempo. 
 
Det vigtigste, pigerne tager med sig hjem, er ikke en bestemt uddannelse eller et bestemt fag. 
Det er følelsen af: 
 
“Jeg skal nok finde min vej.” 
 
Og hvis vi kan give dem bare en lille smule mere mod, nysgerrighed og tro på egne evner, så er vi allerede godt på vej til at ændre, hvem der føler sig hjemme i STEM. 
 
Det er dét, High5Girls handler om. 

Bidragsydere

Katrine Ea Faber Hartig – Project Manager, Odense

Jeg arbejder for at åbne STEM‑verdenen for flere piger ved at skabe inkluderende fællesskaber, stærke rollemodeller og oplevelser, hvor mod og nysgerrighed får plads.

kh@high5girls.dk

Du skal ikke være klog – du skal være nysgerrig

En ny fortælling om, hvem der hører til i STEM
Forestil dig en fremtid, hvor STEM ikke handler om IQ, men om nysgerrighed, vedholdenhed og lysten til at skabe noget meningsfuldt. Ifølge fremtidsforsker Anne Skare Nielsen er det netop sådan en fremtid, vi kan skabe.
Men det kræver, at vi først afliver en sejlivet myte: at piger ikke er kloge nok til naturvidenskab og teknologi.

Når tvivlen ikke er din egen
Når en pige hører en indre stemme, der hvisker: “Du er ikke klog nok, det der er ikke for piger,” så er det ikke nødvendigvis hendes egen stemme.
“Det æg, du er lavet af, kommer fra din mormor,” forklarer Anne Skare Nielsen. “Så når du tvivler på dig selv, så spørg: Er det her mine egne tanker – eller stemmer fra fortiden?”

Hun peger på, hvordan kvinder gennem historien er blevet straffet for at tænke selv og udfordre rammerne.
“Kvinder, der kunne tænke selv, er blevet brændt, overset og latterliggjort i tusindvis af år,” siger hun. “Det har reelt været superfarligt og mega op ad bakke at være kvinde i STEM. Eller heks. Eller klog kone.”

Alligevel er det ifølge hende også vidunderligt at erkende:
“De har forsøgt at få os til at holde kæft siden tidernes morgen – og det kan bare ikke lade sig gøre.

Døren er ikke låst – den skal bare skubbes op
I dag står piger foran en dør, de tror er låst – men den er åben.
“Piger fravælger ikke science, fordi de ikke interesserer sig for det,” understreger Anne Skare Nielsen. “De fravælger det, fordi de ikke kan spejle sig i dem, der laver det.”

Hun opfordrer unge kvinder til at søge deres rollemodeller – også selvom de ikke altid står i rampelyset.
“Dygtige mennesker larmer ikke nødvendigvis mest,” siger hun og peger på det enorme potentiale i selv at blive en rollemodel:
“Som ung kvinde kan du hurtigt blive én af dem, andre ringer til, når de har brug for viden – både i Danmark og internationalt.”

En verden designet af for få – til for få
Men hvad sker der, hvis vi ikke ændrer billedet?
Ifølge Anne Skare får vi en verden designet af for få – til for få.
“Vi får teknologier, algoritmer og opfindelser, der afspejler en meget snæver forståelse af mennesket. Innovationen går ned. Diversiteten forsvinder.”

Hun illustrerer pointen med det absurde i, at wc’er designes uden hensyn til mænd, der sidder ned, eller at “hudfarvet” plaster kun matcher én hudtone.
“Vi ser verden gennem vores eget snævre perspektiv – og det blik har i alt for lang tid været maskulint. Når det også bliver feminint, bliver det ikke bare bedre for kvinder – det bliver bedre for alle,” fastslår hun.

STEM med hjerte og mening
Men hvis vi lykkes, bliver STEM en verden, hvor det ikke handler om at være klog, men om at være skabende.
“Så får vi AI med et hjerte og robotter, der kan passe på naturen,” siger hun. “Opfindelser, der ikke bare er smarte, men meningsfulde.”

Til den 13-årige, der tvivler
Hvis Anne Skare Nielsen skulle sige én ting til en nysgerrig 13-årig pige, der overvejer en fremtid i STEM, så er det dette:

“Du vil aldrig gå galt i byen med en uddannelse i STEM. Det er fortryllende og magisk – men også røvhamrende kedeligt til tider.
 Det er som at vandre i en ørken, men pludselig står du i en oase, hvor universet folder sig ud.
 Du får ro, fordi du forstår sammenhænge, ser mønstre og mærker, at du kan række hånden ind i fremtiden – og trække noget ud, som endnu ikke eksisterer.”