STEM

Ristil ville bygge ting – ikke bare stå for PowerPointen

Ristil har altid elsket at bygge og forstå, hvordan ting fungerer. I dag arbejder hun som mekanikingeniør med produktionsteknologi og materialelære. Men undervejs har hun måttet insistere på at få lov til at arbejde med netop det tekniske, hun brænder for.

“Man skal passe på, at man ikke bliver den kvinde i gruppen, der laver PowerPointen og rapporten og alle de bløde ting.”

Sådan beskriver Ristil en udfordring, hun har mødt på sin vej til at blive mekanikingeniør. For selvom hun altid har været optaget af at bygge, konstruere og forstå, hvordan ting fungerer, har hun oplevet, at omgivelsernes forventninger kunne trække hende i en anden retning.


Ikke nødvendigvis væk fra ingeniørfaget, men væk fra de tekniske opgaver og over mod dem, der handler om kommunikation, koordinering og formidling.


Og det er en vigtig forskel. For det er ikke, fordi Ristil ikke kan eller vil arbejde med de opgaver. Hun vil bare ikke automatisk være den, der får dem, fordi hun er kvinde.


Fra mode til mekanik
Som barn skilte Ristil ting ad for at finde ud af, hvordan de fungerede. Knapper, skruer og printplader fra ødelagte produkter blev til halskæder, hårbøjler og små opfindelser. Hun byggede, eksperimenterede og skabte nye ting af det, andre havde kasseret.

“Jeg har altid elsket at bygge ting,” fortæller hun. “Det har også gjort at folk altid har kaldt mig virkelig kreativ, og har sagt at jeg skulle være designer – modedesigner eller smykkedesigner eller bare noget kreativt.”

Og det var netop den vej, hun først gik. Efter gymnasiet tilbragte hun et år i modeindustrien, men fandt ud af, at det, hun savnede, var at bygge ting.

Hun søgte derfor ind på DTU’s uddannelse i Design og Innovation, hvor hun hurtigt opdagede, at det var mekanikfagene, der interesserede hende mest.

Alligevel skiftede hun ikke til maskiningeniøruddannelsen. På det tidspunkt var der ingen kvinder på årgangen, mens kvinder udgjorde 40 procent på Design og Innovation. Og selvom mekanikken trak, betød det noget for hende, at der var andre kvinder at spejle sig i.

Hun færdiggjorde sin bachelor og fortsatte derefter med en kandidat i produktionsteknologi og materialelære. Det var her, hun fandt det fagområde, hun arbejder med i dag.

Hvem laver det tekniske arbejde?
På kandidaten blev Ristil for alvor opmærksom på, hvordan køn kunne spille ind på fordelingen af opgaver.
For i et gruppearbejde er der mange ting, der skal løses. Nogen skal regne, konstruere og arbejde med teknikken. Andre skal skrive rapporten, samle resultaterne og lave præsentationen.

Alle opgaver er nødvendige. Men hvad sker der, hvis det igen og igen er kvinderne, der ender med at tage sig af formidlingen, mens mændene får erfaring med det tekniske arbejde?

For Ristil blev det vigtigt at insistere på også at få de opgaver, hun ikke nødvendigvis var bedst til endnu. For hvis hun aldrig fik lov til at prøve kræfter med dem, hvordan skulle hun så blive bedre?

Det var også omkring overgangen fra bachelor til kandidat, at hun blev rollemodel i High5Girls. Her mødte hun andre kvinder, som kendte til samme udfordring.

”Det var da jeg skiftede fra bachelor til kandidat, at jeg meldte mig in i High5Girls som rollemodel, og der gik det op for mig, at der var andre der sad i samme situation og talte højt om at ’det er vigtigt for mig at jeg også tager de tekniske opgaver, selvom det er dem jeg har svært ved, for ellers bliver jeg ikke god til dem’.”

Samtalerne med de andre rollemodeller gjorde det tydeligere for Ristil, at hun selv måtte sætte ord på, hvilke opgaver hun ønskede.

“Det er vigtigt at sige det i gruppearbejdet,” forklarer hun. “At jeg ikke vil være den, der står med PowerPointen.”

Den nemme motorvej
Men udfordringen forsvinder ikke nødvendigvis, når studierne slutter.

Ristil beskriver, hvordan der også i arbejdslivet kan være en slags motorvej, som det er lettere at blive ledt ind på. En vej, hvor sociale og kommunikative kompetencer bliver fremhævet, mens de tekniske interesser risikerer at komme i baggrunden.

“Når folk bliver ved med at sige, at du er god socialt, og at du er god til at kommunikere det tekniske arbejde, bliver man skubbet lidt mere mod nogle roller, også ude i arbejdslivet,” siger hun.

Det kan lyde som ros. Og det er det måske også. Men hvis man hele tiden bliver anerkendt for sine kommunikative evner, mens ens tekniske kompetencer får mindre opmærksomhed, kan det være med til at påvirke, hvilke muligheder man får.

Derfor er Ristil også i dag bevidst om at fortælle sin chef, hvilke opgaver hun gerne vil arbejde med. Hun må gøre sine tekniske interesser synlige og holde fast i dem, selvom der kan være andre roller, som omgivelserne lettere forestiller sig hende i.

“Jeg er virkelig glad for, hvor jeg er nu,” fortæller hun. “Men man oplever modstand på den her vej, fordi der ikke er så mange andre, som har taget den.”

For Ristil handler det ikke om, at tekniske og kommunikative kompetencer er hinandens modsætninger. Tværtimod mener hun, at en dygtig ingeniør har brug for begge dele. Man skal kunne forstå teknikken, men også samarbejde med andre og formidle sit arbejde.

Problemet opstår, når forventningerne til, hvem der skal gøre hvad, bliver så fastlåste, at nogle får lettere adgang til de tekniske opgaver end andre.

Og det er værd at tænke over. For hvis kvinder igen og igen får ansvaret for at præsentere det tekniske arbejde, mens mændene får mulighed for at udføre det, er det ikke kun opgaverne, der bliver fordelt forskelligt. Det er også erfaringerne og mulighederne for at udvikle sig.

For hvordan skal man blive dygtigere til at bygge ting, hvis man altid ender med at lave PowerPointen?