Clara havde allerede fundet vej ind i STEM. Hun havde skiftet uddannelse, lært at kode og var i gang med webudvikling, da hun kom i praktik på en arbejdsplads, hvor alle i hendes afdeling var mænd.
“Jeg havde ikke rigtig nogen tæt på mig, som jeg kunne spejle mig i. Jeg manglede også nogen at se op til måske længere op ad karrierestigen,” fortalte hun fra scenen på vores konference Sammen om Chancelighed i STEM på Odense Rådhus.
Clara var lige kommet tilbage fra barsel og kunne måske ekstra godt have brugt en kvindelig kollega tæt på. I stedet oplevede hun at stå meget alene. Humoren og fritidsinteresserne på arbejdspladsen var ikke rigtig noget, hun kunne sætte sig ind i, og hun beskriver selv oplevelsen som lidt ekskluderende.
Senere kom hun i praktik på en anden arbejdsplads. Her var der stadig flest mænd i hendes afdeling, men denne gang var der kvinder omkring hende på kontoret – også kvinder længere oppe på karrierestigen.
Og dér blev forskellen tydelig.
“Det giver en helt anden tryghed. Jeg føler mig slet ikke lige så ekskluderet. Her er der faktisk også nogle andre kvinder længere oppe på karrierestigen, som jeg egentlig kan se op til, og som jeg måske også kan sigte efter at gå højere op endda.”
Det er den erfaring, der gør Claras historie interessant. For hun havde allerede valgt. Hun var allerede i gang. Alligevel gjorde det en mærkbar forskel at møde kvinder, hun kunne spejle sig i – både lige omkring sig og længere fremme på den vej, hun selv var begyndt på.
Man vokser aldrig fra rollemodeller
For rollemodeller har faktisk betydning flere steder i Claras historie.
Som yngre havde hun ikke forestillet sig, at IT og kodning kunne være hendes vej. Hun fortæller selv, at hun manglede rollemodeller og nogen at se op til, før hun overhovedet tænkte, at STEM kunne være en mulighed for hende.
I hendes familie var sundhed den naturlige vej, og selv var hun begyndt på fysioterapeutuddannelsen. Det var først, da hun så sin kæreste læse multimediedesign og fik indblik i, hvad han arbejdede med, at hun fik øje på en anden mulighed.
Hun skiftede uddannelse, lærte at kode og fortsatte siden på webudvikling.
Og måske peger Claras historie på noget endnu større.
For vi taler ofte om rollemodeller som noget, børn og unge har brug for. Som en støtte, når man skal vælge uddannelse eller finde sin vej ind i et nyt fagområde.
Men Clara havde allerede valgt.
Hun var allerede i gang.
Rollemodellers betydning hører altså ikke nødvendigvis kun til på rejsen mod STEM. Virkeligheden er, at vi aldrig stopper med at have brug for mennesker, der viser os, hvad der er muligt.
En gymnasieelev kan have brug for at møde en studerende. En studerende kan have brug for at møde en nyuddannet. En nyuddannet kan have brug for at møde den erfarne specialist. Og den erfarne specialist kan have brug for at spejle sig i en leder, forsker eller iværksætter.
Der er altid et næste skridt. En ny rolle. En ny udfordring.
Derfor handler rollemodeller ikke kun om at vise vej ind i STEM. De handler også om at vise en vej længere frem.
Det handler ikke kun om at komme ind. Det handler også om at blive.
Claras historie peger på noget vigtigt, når vi taler om pigers og kvinders tilknytning til STEM.
Mange initiativer fokuserer naturligt på rekruttering. På hvordan flere piger får øjnene op for STEM-fagene. Men tilhørsforhold stopper ikke med studievalget.
For når man først er kommet ind, opstår nye spørgsmål: Hvordan ser en karriere egentlig ud? Hvilke muligheder findes der? Hvordan kombinerer andre deres faglighed med ledelse, forskning eller innovation? Hvem kan jeg spejle mig i, når jeg skal tage næste skridt?
Claras fortælling giver ikke svaret på, hvad der skal til for at få flere kvinder til at blive i STEM. Men den viser meget konkret, hvor forskelligt hun oplevede to praktikophold, og hvor stor betydning hun selv tillægger det at have kvinder omkring sig og kvinder længere oppe på karrierestigen at se op til.
Det gør det relevant også at stille spørgsmål til det, der sker efter rekrutteringen. Ikke kun hvordan vi får flere piger og kvinder ind i STEM, men hvad der møder dem, når de først er der.
Derfor bygger High5Girls fællesskaber på tværs af generationer
På mange måder er det også dét, High5Girls’ rollemodelcommunity giver adgang til.
Ikke én enkelt rollemodel. Men et netværk af kvinder på forskellige steder i livet og karrieren. Kvinder, der er i gang med deres uddannelse. Kvinder, der lige har fået deres første job. Specialister, forskere, projektledere og ledere.
Kvinder, som viser, at der ikke findes én rigtig måde at være i STEM på.
Når piger og unge kvinder møder vores rollemodeller, møder de ikke kun kvinder, der har “nået målet”. De møder kvinder, der står få skridt foran dem. Kvinder, som gør det lettere at forestille sig både næste skridt og de mange muligheder længere ude i horisonten.
Og måske er det netop den vigtigste pointe.
For rollemodeller handler i sidste ende ikke kun om at få øje på STEM som en mulighed. De handler også om at kunne se mulighederne, når man først er kommet ind.
Clara havde brug for at få øje på en vej ind. Senere oplevede hun betydningen af at have kvinder omkring sig, da hun var i gang. Og i dag peger hun selv på betydningen af at kunne se kvinder længere oppe på karrierestigen.
Det er tre forskellige steder på vejen.
Og tre forskellige grunde til, at vi ikke vokser fra behovet for rollemodeller.
For hvis vi vil have flere kvinder i STEM, er det ikke nok kun at spørge, hvordan vi får dem indenfor.
Vi er også nødt til at interessere os for, hvad de møder, når de er der – og om de fortsat kan se en vej videre.
