Da Victoria begyndte at interessere sig for robotter og teknologi, mødte hun ikke krav eller forventninger. Hun mødte en far, der tog hendes interesse alvorligt og gav plads til, at den kunne vokse.
Da nysgerrigheden begyndte
Når piger vælger STEM til, sker det sjældent alene.
Bag interessen står ofte voksne, der har gjort det trygt at være nysgerrig, stille spørgsmål og fylde i et felt, hvor piger stadig er i mindretal.
For Victoria blev den person hendes far, Lars.
Han lærte hende ikke nødvendigvis at bygge robotter.
Han lærte hende, at hendes interesse var værd at tage alvorligt.
“Det var hendes motivation,” fortæller han. “Der var ikke noget pres. Hun meldte sig selv på banen.”
Og det blev starten på en rejse, der senere førte til internationale konkurrencer og verdensfinaler.
Da Victoria var omkring fem-seks år gammel, begyndte hun at interessere sig for de robotter og teknologiprojekter, der fyldte omkring hende.
Robotterne var egentlig udviklet til langt ældre børn, men det lod hun sig ikke stoppe af.
“Hun satte sig ned med det samme og legede med de her ting,” husker Lars. “Der var et stort potentiale og en stor interesse.”
For ham var det afgørende ikke at presse interessen frem.
Tværtimod.
Han sammenligner det med enhver anden fritidsinteresse.
“Hvis hun havde været interesseret i håndbold eller svømning, havde vi støttet hende på samme måde. Det kom indefra hende selv.”
I stedet for at spørge, hvad interessen kunne føre til, valgte familien at være nysgerrige på den sammen med hende.
Fra tilskuer til medspiller
Gennem årene blev Lars mere end bare en tilskuer til Victorias interesse.
Han hjalp med at finde aktiviteter, blev vejleder på robotforløb og skabte sammen med andre de fællesskaber, som han selv savnede for børn med interesse for teknologi.
Da der ikke fandtes de tilbud, han mente børnene havde brug for, forsøgte han at skabe dem selv.
“Skolen tilbød ikke rigtig noget. Så begyndte vi at lede efter andre muligheder.”
Det førte til robotkonkurrencer, fællesskaber og senere internationale oplevelser.
Men undervejs lagde Lars mærke til noget andet end teknologien.
Han blev optaget af betydningen af fællesskab.
Særligt når Victoria deltog på pigehold.
“Pigerne giver plads til hinandens kompetencer,” fortæller han. “De er gode til at få øje på, når en anden har en god idé.”
For Lars handler det ikke om, at piger og drenge er ens eller forskellige på alle områder. Men han oplevede, at nogle piger fandt en særlig tryghed i fællesskaber, hvor de kunne udfolde deres interesse uden at skulle kæmpe om pladsen.
Det gjorde indtryk.
For det viste ham, at STEM ikke kun handler om teknologi.
Det handler også om at høre til.
Mere end robotter og konkurrencer
Når Lars ser tilbage, er det ikke verdensfinalerne, han fremhæver først.
Det er nysgerrigheden.
Fællesskaberne.
Og de mange timer, hvor læring føltes som leg.
“Vi gik jo ikke ind i det her for at blive nummer ét i verden,” siger han. “Vi gik ind i det for at have det sjovt sammen.”
For ham er det netop her, noget vigtigt opstår.
Når børn får lov til at forfølge det, de er nysgerrige på.
Når læring ikke føles som noget, man skal.
Men som noget, man har lyst til.
Et råd til andre fædre
Det er også hans vigtigste råd til andre fædre.
- Man behøver ikke være ekspert.
- Man behøver ikke kunne programmere eller bygge robotter.
- Man behøver ikke have en plan.
“Det handler om at finde det, man synes er sjovt. Når motivationen kommer indefra, så vokser det af sig selv.”
Hans opfordring er enkel:
Lyt.
Spørg.
Vis interesse.
Og tag nysgerrigheden alvorligt.
For støtte handler ikke nødvendigvis om at have svarene.
Nogle gange handler den om at være den person, der siger:
“Det lyder spændende. Skal vi udforske det sammen?”
Og måske er det netop her, fædre kan gøre en særlig forskel.
Ved at gøre STEM til noget naturligt.
Noget trygt.
Noget, piger også føler, at de har plads til.
For da Victoria første gang satte sig ved robotterne som lille pige, vidste ingen, hvor rejsen ville ende.
Ikke engang hende selv.
Men én ting gjorde en forskel fra begyndelsen:
Hun havde en far, der tog hendes nysgerrighed alvorligt.
Og nogle gange er det netop dér, store drømme begynder.
“Vi gik ikke ind i det for at blive nummer ét i verden. Vi gik ind i det for at have det sjovt sammen.” – Lars
