Silje har løst opgaven som en af de første i klassen. Alligevel er det en af drengene, der får lærerens ros. Han har nemlig gjort opmærksom på, at han er færdig, mens Silje er blevet siddende med sin løsning. Ikke fordi hun nødvendigvis er usikker på sine evner, men fordi hun ikke har behov for at fortælle resten af klassen, at hun er bedre eller hurtigere end de andre.
Det er et eksempel, som Emilie Gertz, postdoc ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet, havde med i sit oplæg på High5Girls’ konference Sammen om Chancelighed i STEM på Odense Rådhus den 1. oktober 2026. Og det illustrerer en af hendes centrale pointer: Når unge kvinder underspiller deres evner i naturvidenskabelige fag, er det ikke nødvendigvis et udtryk for personlig usikkerhed, men kan snarere være en tillært tilbageholdenhed, som de bruger til at navigere i de kønnede forventninger, der møder dem i klasserummet.
For modsat hvad nogle måske tror, handler det ifølge Gertz ikke altid om manglende selvtillid eller tro på egne evner, når unge kvinder holder sig tilbage. Forklaringen skal også findes i de forskellige sociale og faglige forventninger, som unge kvinder og mænd møder i undervisningen.
Når dygtighed skal vises på den rigtige måde
I sin forskning har Gertz undersøgt, hvordan unge kvinder oplever, at køn spiller ind i læringen af naturvidenskab og matematik på STX. Her beskriver de unge kvinder en perfekthedskultur præget af ansvar og selvstændighed, mens de oplever en mere afslappet kultur blandt de unge mænd, hvor forventningerne til forberedelse og ansvar er mindre.
Mens pigerne forventes at have styr på tingene, være godt forberedte og ansvarsfulde, forbindes det i højere grad med drengene at føre sig frem, tage chancer og fylde i rummet. Problemet er, at den adfærd, der ofte bliver belønnet og anerkendt som faglig kompetence i STEM-fagene, netop er at vise selvsikkerhed, tage ordet og gøre opmærksom på sine evner.
Dermed kan der opstå en modsætning mellem den adfærd, piger forventes at udvise, og den adfærd, der bliver anerkendt i undervisningen. En elev kan være fagligt dygtig, velforberedt og have løst opgaven korrekt, men hvis hun ikke viser sin kompetence på den ‘rigtige’ måde, risikerer hun at blive overset.
Det er netop det, der sker for Silje. Hun har løst opgaven før sin mandlige klassekammerat, men fordi han gør opmærksom på sit resultat, er det ham, der får lærerens anerkendelse. Silje ved godt, at hun har løst opgaven, men hun har ikke samme behov for at fremhæve sig selv. Som hun selv siger i et interview med Gertz:
“Jeg tror egentlig bare, det er min personlighed. Ikke sådan at skulle sidde og råbe, at jeg er meget bedre, eller at jeg er bedre end andre […] eller sådan fremhæve mig selv.”
I sådanne situationer bliver unge kvinders faglighed nemt overset. Ikke fordi de nødvendigvis er mindre dygtige eller mindre sikre på deres evner, men fordi de ikke viser deres kompetencer på den måde, der bliver lagt mærke til.
Når pigerne forsøger at fylde mere
Man kunne måske tænke, at pigerne bare skal blive bedre til at vise deres evner frem, hvis de gerne vil have lærerens anerkendelse. Men ifølge Gertz er det ikke så enkelt.
For selv hvis unge kvinder forsøger at tilpasse sig den adfærd, der bliver anerkendt i STEM-fagene, bliver de ikke nødvendigvis opfattet på samme måde som de unge mænd. Når piger viser selvsikkerhed, tager ordet og fylder mere, risikerer de nemlig at blive stemplet som nogen, der fylder for meget eller har spidse albuer.
De unge kvinder kan dermed komme til at stå i et dilemma: Hvis de holder sig tilbage, bliver deres faglighed måske overset, og de kan blive opfattet som usikre. Men hvis de gør som drengene og fremhæver deres kompetencer, risikerer de at blive vurderet negativt.
Det er derfor, Gertz peger på forskellen mellem manglende selvtillid og kønnet tilbageholdenhed. Når unge kvinder nedtoner deres egne evner, behøver det ikke at skyldes, at de mangler tro på dem. Det kan også være en måde at navigere i de forventninger og sociale normer, der er knyttet til deres køn.
Og den forskel er væsentlig. For hvis vi betragter pigernes tilbageholdenhed som et individuelt problem, bliver løsningen at bede dem om at blive mere selvsikre. Men hvis tilbageholdenheden hænger sammen med de forventninger, de møder, er det ikke tilstrækkeligt at lægge ansvaret over på pigerne selv.
Hvem får lov at vise sin selvsikkerhed?
I stedet for at bede piger og unge kvinder om at ændre adfærd, kunne vi ifølge Gertz stoppe op og spørge os selv, hvem der egentlig får lov at føre sin selvsikkerhed frem.
Hvem kan vise selvsikkerhed og blive mødt med ros, og hvem bliver opfattet negativt, når de gør det samme? Og hvad anerkender vi overhovedet som faglig kompetence?
Skal man nødvendigvis række hånden op først, tale frit uden noter eller vise stor selvsikkerhed for at blive betragtet som dygtig? Eller kan vi også anerkende fagligheden hos den elev, der tager sine noter med op til tavlen, læser højt fra et talepapir eller arbejder bedre i små grupper frem for i plenum?
Det er netop de spørgsmål, Gertz mener, vi skal begynde at stille til de mønstre, der præger undervisningen. For når bestemte måder at vise faglighed på bliver belønnet, mens andre bliver overset, risikerer vi at skabe et skævt billede af, hvem der egentlig er dygtige.
Som hun formulerede det ved afslutningen af sit oplæg:
“Jeg kunne godt tænke mig, at vi begyndte at udvide det repertoire for adfærd, som viser, at man kan noget.”
For måske handler det ikke om, at piger og unge kvinder skal lære at fylde mere i undervisningen, men om at vi skal blive bedre til at få øje på den faglighed, der allerede er der.
For hvor meget dygtighed overser vi egentlig, når vi først og fremmest lægger mærke til dem, der råber højest?
Om Emilie Gertz
Emilie Gertz er postdoc ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet og tilknyttet forskningsprojektet Gender Aware Teaching for Equity in Science and Engineering (GATE). Projektet undersøger, hvorfor unge kvinder, der har valgt naturvidenskabelige fag i gymnasiet, ikke nødvendigvis fortsætter inden for STEM. Gertz har desuden flere års erfaring som gymnasielærer på STX og HTX.
Kilde: Emilie Gertz (2025): Hvordan unge kvinder oplever, at køn spiller ind i læring af naturvidenskab og matematik på STX. MONA – Matematik- og Naturfagsdidaktik, 25(4).