En bemærkning forklædt som en joke. En kommentar, der får dig til at føle dig mindre værd. Eller en situation, hvor du pludselig bliver i tvivl om, hvorvidt du lige blev diskrimineret. Mange kvinder kender oplevelsen. Men hvorfor er det så svært at reagere, og hvad kan vi gøre ved det?
High5Girls afholdt den 26. oktober en comeback-workshop i samarbejde med Søster til Søster og forsker Sabrina Vitting-Seerup.
Aftenen handlede om de små, ofte subtile kommentarer, som kvinder møder i hverdagen, og som kan være med til at nedgøre, udskamme eller sætte dem på plads. Sammen undersøgte vi, hvorfor kommentarerne kan være så svære at reagere på, og hvordan viden og konkrete strategier kan gøre det lettere at sige fra.
Når noget føles forkert, men er svært at sætte ord på
Mange kvinder kender følelsen: En kommentar bliver sagt i forbifarten, og først bagefter kommer tanken: Hvad var det egentlig, der lige skete? Var det en joke? En misforståelse? Eller blev jeg behandlet anderledes, fordi jeg er kvinde?
Det er netop den usikkerhed, der gør mikroaggressioner så svære at håndtere. Kommentarerne kan umiddelbart virke små og uskyldige, men de kan være udtryk for fordomme og diskrimination, som ikke altid er åbenlys.
Og når de samme kommentarer gentager sig, og mange kvinder genkender oplevelserne, bliver det tydeligt, at der ikke nødvendigvis er tale om enkeltstående episoder. Der tegner sig et mønster.
Et mønster, som er vigtigt at få øje på, hvis vi skal kunne ændre det.
Vi er alle vokset op i et patriarkat
Sabrina Vitting-Seerup tog deltagerne med ind i forskningen om ubevidste bias, mikroaggressioner og de sociale forventninger, der ofte lægger ansvaret for den gode stemning hos kvinder.
For det er ikke kun selve kommentaren, der kan være problemet. Det er også forventningen om, hvordan kvinden skal reagere på den.
Skal hun grine med? Lade som ingenting? Eller risikere at blive opfattet som besværlig, hvis hun siger fra?
En af Sabrinas centrale pointer var, at vi alle er vokset op i et patriarkalsk samfund, hvor bestemte kroppe og identiteter bliver betragtet som normen, mens andre bliver set som afvigelser.
Det betyder, at vi kan komme til at videreføre fordomme, selv når det ikke er vores hensigt.
Derfor handler det ikke om at udpege bestemte mennesker som dårlige eller udskamme hinanden. Det handler om at blive bevidste om vores egne blinde vinkler og forstå de mekanismer, der ligger bag.
Når kvinder deler deres erfaringer, bliver det samtidig lettere at opdage, at den mærkelige kommentar, man måske har gået og grublet over alene, er noget, mange andre også har oplevet.
Et comeback behøver ikke være perfekt
Men hvad gør man så, når kommentaren falder?
På workshoppen arbejdede deltagerne med konkrete strategier og samlede idéer til et fælles comeback-bibliotek.
Og her var en af de vigtigste pointer: Et godt comeback behøver ikke at være den mest geniale eller skarpe replik.
Der findes flere måder at reagere på:
- Det nysgerrige: “Hvad mener du med det?”
- Det grænsesættende: “Jeg bryder mig ikke om den slags kommentarer.”
- Det tørre: En kort, rolig sætning efterfulgt af stilhed, for eksempel “Interessant kommentar …”
- Det humoristiske: En fræk eller spydig bemærkning, der vender dynamikken.
- Det stille: At ignorere kommentaren demonstrativt og i stedet tale med andre.
Pointen er ikke at vinde samtalen eller sætte den anden på plads. Det handler om at gøre situationen synlig og give sig selv en mulighed for at reagere.
Et enkelt “Hvad mener du med det?” kan være nok til at få den anden til at stoppe op og overveje sin kommentar.
Og når man på forhånd har gjort sig nogle tanker om, hvordan man kan reagere, kan det blive lettere at finde en strategi frem, næste gang man står i situationen.
Men det er ikke altid muligt at sige fra
Det er dog ikke alle situationer, hvor et comeback er muligt.
Sabrina understregede flere gange, at magtforholdet mellem mennesker har stor betydning for, om man kan sige fra.
Forestil dig eksempelvis, at du sidder til eksamen, og censor kommer med en upassende kommentar. Du er afhængig af vedkommendes vurdering. Hvor let er det så at protestere?
I sådan en situation kan det være næsten umuligt at reagere, selvom man tydeligt mærker, at noget er forkert.
Det er en vigtig pointe. For når vi taler om, at kvinder skal blive bedre til at sige fra, risikerer vi samtidig at placere ansvaret hos dem, der bliver udsat for diskriminationen.
Men ansvaret for en nedværdigende kommentar ligger ikke hos den, der modtager den.
Det er værdifuldt at have strategier og muligheder for at reagere. Men det er lige så vigtigt at anerkende, at man ikke altid kan bruge dem. Og at man ikke har gjort noget forkert, fordi man valgte at tie stille.
Lidt skam kan skabe forandring
Et comeback kan også gøre den, der har sagt noget nedværdigende, flov. Og det behøver ikke nødvendigvis være dårligt.
På workshoppen talte Sabrina om, hvordan en smule skam kan være med til at skabe forandring.
Når vi bliver gjort opmærksomme på vores egne fordomme eller uhensigtsmæssige kommentarer, kan det være ubehageligt. Men ubehaget kan også få os til at stoppe op og tænke over vores handlinger.
Der er dog en balance.
For meget skam kan få personen til at lukke af, blive vred eller distancere sig. Derfor handler det om at sætte en grænse uden nødvendigvis at gøre samtalen til en offentlig ydmygelse.
Målet er ikke at skabe konflikt for konfliktens skyld, men at ændre dynamikken.
Nogle gange kan en enkelt bemærkning være nok til at få et menneske til at tænke: Hvad var det egentlig, jeg lige sagde?
Vi står ikke alene
De små kommentarer kan være svære at få øje på, netop fordi de ofte bliver pakket ind som humor, misforståelser eller uskyldige bemærkninger.
Men når kvinder deler deres oplevelser, bliver mønstrene tydeligere. Og når vi forstår, hvad der ligger bag, bliver det lettere at genkende diskriminationen og finde måder at reagere på.
Det var en af de vigtigste ting, vi tog med fra workshoppen.
Vi behøver ikke at have det perfekte svar klar. Nogle gange er et spørgsmål nok. Andre gange kræver det en tydelig grænse. Og nogle gange er situationen sådan, at det slet ikke er muligt at sige fra.
Men vi kan blive bedre til at forstå, hvad der sker, støtte hinanden og udfordre de mønstre, der gør, at kvinder igen og igen bliver mødt af de samme kommentarer.
For det, der kan lyde som en lille, uskyldig bemærkning, kan være en del af et langt større problem.
